Fra 6. til 9. august afholdtes VM i Biathlon i Borås.
Sportsdiciplinen består af et mix af orienteringsløb og riffelskydning. (en sommerudgave af skiskydning).
Ved VM stævnet i Borås deltog ca. 200 udøvere fra Skandinavien, Mellem- og Sydeuropa samt de Britiske øer.
Karsten og Tage deltog i den ældste klasse, H75, hvor der var forhåndstilmeldt fem deltagere.
I biathlon sammenhæng repræsenterer de to hver deres klub, henholdsvis IFK og AS Feltsport. Men det er trods alt Køge Orienteringsklub der er mangeårig base for begges o-sport.
Karsten Richardt har dyrket biathlon i mange år og har hentet mange medaljer med hjem i tidens løb.
Denne gang havde han en uprøvet makker med fra klubben, idet Tage Ebbensgaard i vinterens løb besluttede sig for at prøve sporten som temmelig grøn begynder. Hen er ganske vist erfaren skytte, men biathlon er noget ganske andet . . .
Stævnet startede om torsdagen med træning og indskydning.
Fredagen skulle den alvorligste prøve afholdes: Den klassiske disciplin bestående af punktorientering, orienteringsløb samt liggende og stående skydning .
Vinderen i H75 blev en svensk tidligere topløber. Karsten sikrede sig sølvmedaljen og Tage kunne score en bronzemedalje i sin første VM optræden.
En tysk veteran måtte tage til takke med fjerdepladsen.
Lørdagens disciplin var den hurtige sprint. Her er der tale om et kort orienteringsløb med to skydninger undervejs: Fem skud liggende og fem skud stående. Hver forbier i skydningen udløser en løbetur som resulterer i en tidsstraf på ca. et minut.
Den svenske løber stillede ikke op til sprint konkurrencen, så der var på forhånd lagt op til en drabelig medaljedyst mellem klubkammeraterne fra Køge OK.
Nybegynderen måtte se veteranen vinde guldet med 14 sekunder og “nøjes” med sølvmedaljen foran den tyske konkurrent. Efterfølgende besluttede stævneledelsen dog at uddele en to minutters straf til Tage for et mindre regelbrud, så afstanden mellem de to endte rettelig på 2 minutter og 14 sekunder.
Søndagen skulle VM stævnet afsluttes med stafet, men her valgte de veteraner fra Køge OK dog at stå over på grund af småskader og almindelig træthed oven på to udmattende dage.
Om et års tid er der “chance for revanche” når VM 2027 afholdes i det nordlige Tjekkiet.




