Beretning fra en ultra lang, ultra hård og ultra udmarvende tur til Wild West i Ulfborg klitplantage og Vedersø Klit.
Løbet afholdes hvert andet år på ulige årstal.
Løbet starter ved to tiden søndag nat, og det er et flot syn når alle pandelamperne tændes og starten går.
Karsten Richardt og jeg havde på forhånd besluttet os for at følges ad på den 15,2 kilometer ”korte” Nordvest bane, og vi fik en rigtig god start med en placering i top tre efter de første seks af i alt 19 poster.
Derefter tog vi nogle fatale beslutninger i den sorte nat, og løb mod nord fra post 6 til en post som vi IKKE skulle have. Der er fælles start på løbet, og nogen gange slår man følge med andre løbere. Vi valgte desværre at løbe med de forkerte.
Efter en lang kamp kom vi dog tilbage på sporet, og fandt post 7 med et tidstab på 33 minutter. Herefter ventede post 8 på os med et endnu et større mareridt. Her brugte vi godt og vel en time på at finde posten. Så var den ged barberet!
Resten af ruten var først og fremmest præget af en indædt kamp og vilje til at gennemføre for næsten enhver pris, og det lykkedes!
Vi løb / luntede / gik i alt 26,6 kilometer igennem vilde, tætte klitplantager, uendelige lange trælse sumpede klitheder og høje klitter med sand og knæhøjt marehalm.
Vi forbrændte ca. 3000 kalorier pr. mand.
Løbstid: 7 timer, 13 minutter og 15 sekunder. (3 timer og 23 minutter efter vinderen).


