Så er nyhedsbrevet ude

Vi savner at se jer i skoven

“Dansen” med Covid 19 fortsætter, men hvor man normalt opfatter dans som noget med glæde og højt humør, så er virusdansen ganske anderledes alvorlig.
Mens dette skrives er landet godt på vej ind i “anden bølge”, og vi går vist alle og håber på, at vi undgår en lige så omfattende nedlukning som i foråret.
Lykkeligvis dyrker vi en friluftssport, så vi kan stadig deltage i træning og konkurrence når blot vi overholder DIF´s og DO-F´s retningslinjer.
Så kom med ud på vores “idrætsplads”. Vi savner vist alle divisionsturneringens hygge og samvær, men vi håber på lidt mere normale tilstande i 2021.

Kender du Hedeland?

Ellers får du chancen for at opleve det flotte og meget specielle naturlandskab når vi afholder træningsløb SØNDAG DEN 4. OKTOBER
Se flere oplysninger på vores hjemmeside
Reserver et kort med “tast selv” HER eller send SMS til Tage 4227 1018
Langtidsprognosen lover godt vejr, så vi håber at se rigtig mange medlemmer.


 

Kredsløb 

11. oktober 2020 i Jonstrup Vang og Lille Hareskov.
Tilmelding senest 7. oktober 2020

18. oktober i Ravnsholt skov
Tilmelding senest 10. oktober 2020
 

Oktoberløb i mørke

Efterår og vinter er ensbetydende med natløb i skovene på Sjælland. Det er en lidt speciel følelse når man første gang står i en buldermørk skov med en pandelampe, men det er også sjovt at opleve skoven på den måde. Husk at vælge en let bane den første gang, – ellers kan det blive noget værre natteroderi 🙂
Klubben har en enkelt god pandelampe til udlån, så at man kan prøve et par løb inden man eventuelt selv anskaffer en lampe.
Alternativet er f.eks. denne billige (og ikke helt så lysstærke) løsningl fra nettet

Der er foreløbigt planlagt følgende løb:


SM NAT i Ravnsholt skov
den 21. oktober
Tilmelding senest den 16. oktober 2020



NAT CUP
Se fællesindbydelse
 

VTR åbner med et brag

VinterTræningsTurneringen indledes søndag den 1. november i een af de bedste skove som tænkes kan, når O-63 fra Vordingborg indbyder til løb i Klinteskoven på Møn. Vi vil kraftigt opfordre at tage turen til Møn, hvor der er tegnet et spritnyt kort over det krævende men skønne område. 
VTR kalenderen finder du på hjemmesiden fra medio oktober.

Medaljer ved DM Lang

Vore udsendte kæmpere var atter i stand til at hjembringe en flot medaljehøst ved DM Lang i skovene ved Aabenrå den 13. september 2020. Et godt kuperet terræn som var mere svær for nogen end for andre. Så er der vist ikke sagt for meget 😀

  • Kurt Dose løb med guldet i H/D 90
  • Gunnar Grue-Sørensen snuppede sølvet i H70
  • Palle Bay sikrede sig sølvet i H85
  • Svend Fladberg kaprede bronzen i H85
Stort tillykke til jer allesammen!!

Julemaveløb

Ja ja ja . . . .!!!
Det er godt nok meget tidligt, men sæt alligevel X i kalenderen den 30. december 2020.
Den dag vil Gerda-Marie og Gunnar arrangere et bysprint/orienterings løb i Køgeområdet som optakt til Nytåret, og dette fine tilbud har bestyrelsen med glæde taget imod.
Mere info følger når vi er kommet et godt stykke ind i december 🙂

 

Søg og du skal finde (måske)

Et lille muntert klip fra DM Lang  hvor formanden – uvist hvorfor – brugte MEGET lang tid på at søge efter post 8 på det forkerte sted.